FOREDRAG - Alle Børn er alles Børn
Bogen udkom første gang i 1994 på forlaget Tekst og Billeder.
Ny revideret udgave udkommet 5. november 2007 på forlaget FOFO.
Bogen kan købes hos boghandlerne.
Iris Garnov skriver:
”Som tidligere institutionsanbragt barn kunne jeg ikke modstå tilbuddet om en måneds gæsteophold på en døgninstitution for tvangsanbragte børn.
Ikke fordi mit behov for at være anbragt ikke for længst er mere end opfyldt, men fordi jeg, vel landet på den sikre side, inderligt gerne ville udveksle blikke med de børn, der i dag har overtaget min plads i den tilsyneladende uendelige række af børn, der må leve uden far og mor.
Denne bog er altså først og fremmest en slags nutidigt vidneudsagn, men jeg har også sammenlignet børnenes liv i dag med tidligere tider.
Meget er forandret til det bedre; jeg har set socialpædagoger klinke sårede børnesjæle, men jeg har også set pædagoger overtræde børns urørlighedszoner.
Og så har jeg erfaret, at omsorgssvigtede børn i dag har brug for nøjagtig det samme, som børn til alle tider har brug for: At blive set. Og ikke overraskende
var det, at alle de børn jeg mødte både var sjove, kloge og charmerende.
Langt de fleste børn her i landet lever lykkeligvis et trygt og godt liv; så det er alene de få vi skal hjælpe.
Iris Garnov”
Forordet i Alle Børn er alles Børn er skrevet af Tine Bryld:
En genial ide blev født, da Jørn Foss og Per Guldborg lod forfatteren Iris Garnov flytte ind på en døgninstitution med al sin kærlighed og smerte fra de år, hun selv havde tilbragt på institutioner. Iris Garnov er ikke tilskuer, hun er den medvidende advokat for de børn, der er anbragt uden for hjemmet. Hun ser og oplever med deres øjne og lærer os om signaler kun den indviede kan tolke.
Hver eneste dag begås der alvorlige overgreb på barnets personlighed. Vi, de ansvarlige voksne, har vores sprog, normer og holdninger om børnenes baggrund og væremåde. Vi har ikke mindst et tons lærebøger om konsekvenspædagogik, oplevelsespædagogik og hvad der nu for tiden er på markedet for psykologer, socialrådgivere og pædagoger. Iris Garnov er digteren og barnet i én person og hermed en udfordrer, der stiller skarpt på barnets ensomhed længsel og sorg. Hvem tænker på, hvad det betyder ikke at vide, hvornår man må komme hjem eller at møde sin mor under overvågelse af iagttagende pædagoger?
Børns urørlighedszoner, respekterer vi dem?
Iris Garnov er med til mødet, hvor pædagoger og børnene er til stede sammen. En dreng beskyldes for at have stjålet cigaretter. Han nægter. “Jeg tror dig ikke”, siger pædagogen, men drengen lader sig ikke rokke. “Hans ansigt var som forstenet under hele forhøret, som altså var et møde. Det kunne se ud, som om drengen havde prøvet det mange gange før. Han så ud til at måtte bruge alle sine ressourcer på at holde stand mod pædagogovermagten og de andre børns tavshed.” Senere siger en anden pædagog direkte henvendt til drengen: “Jeg tror, du har det så dårligt, fordi du går og venter, at din mor skal ringe.” Og pædagogen stopper ikke her. “Men du håber det. Men (lang pause) hun ringer ikke”. Her sidder en dreng over for den totale overmagt. I samme person den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
Et andet eksempel husker jeg selv fra en institution, der var præget af pædagoger med en marxistisk indgang til faget. En dreng blev straffet med at skulle spise isoleret fra alle de andre børn i flere måneder. Ikke bare en straf, men en velargumenteret konsekvens af en uhensigtsmæssig reaktion!
Institutionerne er i dag helt anderledes end da Iris Garnov var barn. Her er ingen frygtindgydende forstandere, her klædes børnene ikke i institutionstøj eller bliver tvangsklippet. Dengang var “fjenden” synlig. Den straffende voksne var kendt, også for sin utilregnelighed, og børnene havde deres hemmeligheder i fred, hvis de bare indrettede sig.
I dag er langt de fleste pædagoger venlige, vidende og omsorgsfulde. De har lært at bearbejde konflikter i stedet for at udstede ordrer. På mange institutioner er der et tilsyneladende demokrati med åbne møder eller samtaler, der dog ofte har et overordnet mål: At få et barn til at erkende, tilstå eller forstå de voksnes fortolkning af virkeligheden. Det er her Iris Garnov er så præcis, at det gør djævelsk ondt. Ingen kan sige sig fri fra at have overtrådt de usynlige grænser i sin iver efter at gøre det bedst mulige for barnet.
Åbenhed må aldrig ske på den voksnes betingelser. Barnets urørlighedszone skal altid respekteres. Denne bog er anderledes end alt, hvad jeg tidligere har set. Den læses med tilbageholdt åndedræt. Ord trænger sig ind under huden, derind hvor det gør nas. Men det er gjort med kærlighed og respekt for den store indsats de fleste pædagoger yder i dagligdagen og derfor til at bære at læse.
Ingen der har med børn at gøre bør forlade universitetet, de sociale skoler og seminarierne uden at have denne bog med i lommen.
Dem, der lades urørte, bør straks søge et andet arbejde.
Pædagoger og psykologers arbejde er usynligt for de fleste af os. Det foregår i lukkede rum, og netop derfor er det vigtigt at drøfte hvilken skade vi forvolder, hvis vi ikke husker at respektere det enkelte barns baggrund og dets helt særlige måde at forholde sig til livet på. Derfor kunne det tænkes, at vi skal tale lidt mindre og lytte lidt mere - uden altid at kommentere og fortolke. Det er et af de vigtigste budskaber i denne bog.
Tine Bryld
Lektørudtalelse fra Indbindingscentralen:
Garnov, Iris: Alle børn er alles børn. - Tekst og billeder. - 64 sider
Man tog et institutionsbarn, som var blevet voksent og vel landet på den anden side,
og udstationerede det i en nutidig døgninstitution. Eftersom det var forfatteren
Iris Garnov, er der kommet en utrolig bog ud af det, som smukt og præcist trækker trådene mellem dengang og nu, og viser et institutionsarbejde på et meget højt niveau. Fingeren sætter hun dernæst på de ømme tæer så det smerter; hun erkender, at alt det gode, hun så, fylder langt mindre i bogen end beskrivelserne af de situationer, hvor et barns urørlighedszone overskrides: Det er blevet en flot og meget nødvendig bog, som vil blive brugt af fagfolk, pårørende og socialt interesserede som dén reflekterende og ganske specielle øjenvidneberetning, den er. Det er kredsen bag denne bog, som også stod bag Knudste Ruder, (93:19), og efterspørgslen vil nok ligne meget. De, der tillige kan huske efterspørgslen efter Iris Garnovs digtsamlinger Skuffebarn (79:37) og Levvel (79:12), er vel rustede, resten må lytte sig frem. Litteraturen om børn i andres hjem og på institution er stor, her er en smuk bog med en anderledes vinkel på emnet, og ingen kan vel lades uberørt.
Lars Aagaard